Som et slør i vinden

En dag vil dette være det sidste du tænker på. En dag vil tiden udrinde og roen sænke sig. Som et slør taget af vinden vil sjælen bevæge sig mod sin skaber – slå slag i brisen af glæde – blæse lidt den ene og lidt den anden vej, for til sidst i et blændende lys, at blive forenet med Altet som var dens udspring. Være i en tilstand som både er fuldstændig forenet med Altet og dog individuel i sin eksistens. En kompleks konstellation af både og og hverken eller. Her vil alle beskrivende ord komme til kort, og blot en brusende kilde af kærlighed og væren bestå.

Men indtil den dag er vor fader ikke fremmed for vor sjæl. Selv i inkarnation har sjælen adgang til Altet og længslen kan være overvældende. De lejlighedsvise besøg kan foregå bevidst eller i tilstande som søvn og drømme. Her dog ofte forklædt som symboler og sære drømmebilleder for det dagsbevidste sind. Og hvad skal vi så bruge dette til? Glæden er os givet til enhver tid. Om besøget hos Altet er flygtigt eller permanent gør ikke glæden mindre. Lyset i os søger sit udspring ufortrødent og himler ikke før det er fundet.